rummet
Perú 322: Bygningen bag El Querandí
En café fra 1920'erne, en tiårig lukning og en restaurering i 1992 — rummets egen historie, før forestillingen overhovedet begynder.
Tjek ledighed ↗Bygningen i tre perioder
| 1920–1980 | 1992–i dag | |
|---|---|---|
| Hvad det var | En bar og café på Perú 322 | Et tangohus i samme rum |
| Stil | Art Deco — søjler, skakbrætgulve, buer | Restaureret, ikke erstattet |
| Mellem | Lukket og tom i over et årti fra 1980 | — |
1920: en café på Perú 322
Bygningen åbnede som bar og café i Monserrat i 1920 i den art deco-stil, der netop da var ved at forvandle denne del af det centrale Buenos Aires — salomoniske søjler, mønstrede skakbrætgulve, buede døråbninger, våbenskjoldene og de geometriske detaljer, der kendetegner æraen. Den fungerede som en levende kvarterbar i tres år, gennem de samme årtier hvor tangoshowet i dag optræder på sin egen scene — hvilket betyder, at lokalet og den historie, det fortæller, i en lang periode løb parallelt snarere end sammen.
1980: dørene lukkes
Caféen lukkede i 1980. I mere end et årti derefter stod bygningen tom midt i Monserrat, så tæt på nedrivning, at dens overlevelse til i dag virkelig ikke var garanteret — gamle forretningsbygninger i bymidten uden aktiv brug har ikke ligefrem en stærk historik for at blive stående. Det er en detalje, der er værd at kende, før du træder ind, fordi den ændrer måden, du ser på søjlerne og gulvet, når du først er kommet indenfor.
1992: tilbage til livet, som tangohus
El Querandí genåbnede i 1992 som en restaurering af det oprindelige lokale, ikke en ny bygning opført i samme stil. Folkene bag genåbningen bevarede 1920-strukturen — søjlerne, skakbrætgulvene, buerne — i stedet for at rydde grunden og bygge nyt, hvilket er den mere almindelige (og billigere) løsning for et spillested, der vil have et gammelt Buenos Aires-look uden en gammel Buenos Aires-bygning.
Hvorfor Monserrat
Kvarteret har betydning for showets egen præmis. Monserrat, og gaderne derfra mod San Telmo, er en del af det område, hvor en god del af tangoens tidlige historie faktisk udspillede sig — den arrabal, som showets første afsnit skildrer, lå ikke langt herfra. Et tangohus indrettet i et autentisk gammelt lokale i netop denne del af byen bærer en smule mere vægt end det samme show opsat på et specialbygget spillested et andet sted, selv om forbindelsen er mere stemningsmæssig end bogstavelig.
Det, du stadig kan se
De Art Deco-detaljer, der fremstår i dag, er originalt interiør fra caféen fra 1920 – ikke scenografi tilføjet for tangoshowets skyld. Søjlerne og det ternede gulv var der allerede og gjorde en almindelig bars almindelige arbejde, årtier før nogen opførte en forestilling i lokalet. Den skelnen er værd at bemærke, for mange "historiske" tangosteder i byen er nyopførte bygninger klædt ud til at se ældre ud, end de er.
Hundrede år, mere eller mindre
Mellem bygningens åbning i 1920 og i dag ligger næsten præcis det samme tidsrum, som showet selv hævder at favne på scenen – fra arrabal til Piazzolla. Det er formentlig ikke tilfældigt, når El Querandí rammer ind om aftenen: en hundrede år gammel bygning, der fortæller en hundredeoghalvtredsårig historie i det samme lokale, den har haft – af og til – siden 1920'erne.