på scenen
El Querandís show: Tangoens egen historie, i én sal
Hvorfor cuadroet ikke bare danser — det bevæger sig gennem epoker, og hvordan hver enkelt faktisk ser ud.
Tjek ledighed ↗Epokerne, som cuadroet opfører
| Epoke | År | Hvad det er |
|---|---|---|
| Indvandrere og arrabal | 1880'erne–1900'erne | Tango, før den havde en scene — musikken fra byens udkanter |
| Gardel, tangosangen | 1917–1935 | Årene, hvor tangoen fandt sin stemme, gennem Carlos Gardel |
| Saloner og milongaer | 1930'erne–1950'erne | Den gyldne tidsalder — tangoen flytter indendørs, ind i balsale og orkestre |
| Piazzolla og modernismen | 1950'erne–i dag | Tango vender mod koncertsalen |
Ét show, ikke én stil
De fleste tango-dinnershows i Buenos Aires opfører én enkelt, poleret version af dansen gennem hele deres sæt — et look, en lyd, et kostume, gentaget hele aftenen igennem. El Querandís tilgang er en anden: her iscenesættes tango som en hundredeoghalvtredsårig historie, hvor cuadroen bevæger sig gennem flere forskellige æraer af musikken i stedet for én stil i femoghalvfjerds minutter i træk. Det er en mere ambitiøs struktur for en dinnershow at forsøge sig med, og det ændrer aftenens rytme — sættet har en begyndelse, en midte og en afslutning på en måde, et show i én stil ikke har.
Hvor det begynder
Den første sektion tilhører arrabal — de fattigere udkanter af Buenos Aires, hvor tango først blev danset, årtier før den havde en scene, et publikum eller den polering, den senere fik i byens saloner. Den er råere og mindre koreograferet af design, tættere på en folkedans, der finder sin form, end på et scenenummer. Det er også den del af tangoens historie, de fleste dinnershows springer helt over, da den er mindre umiddelbart spektakulær end det, der følger — El Querandí åbner alligevel med den, ud fra den tanke at den fulde bue betyder, at man starter ved den faktiske begyndelse.
Gardels år
Den næste sektion dækker cirka 1917 til 1935, hvor Carlos Gardel gjorde tango til en sunget form i lige så høj grad som en danset. Før Gardel var tango primært instrumental og danset; hans indspilninger gav den tekster, en stemme og — efter de fleste vurderinger — sit første rigtige publikum uden for Argentina. Det er den æra, de fleste ikke-argentinske besøgende har en vis forhåndskendskab til, om ikke andet så gennem Gardels navn, og showet behandler den som det vendepunkt, hvor tangoen holdt op med at være udelukkende lokal.
Den gyldne tidsalder
Fra 1930'erne og ind i 1950'erne flyttede tangoen indendørs, ind i byens store saloner og dansesale, og fik fulde orkestre — bandoneón-sektioner, strygere, klaver — som de fleste i dag forbinder med ordet "tangoorkester." Det er den milonga-kultur, der stadig er genkendelig i dag i Buenos Aires' faktiske sociale dansesale, og det er den sektion af El Querandís show, der kommer tættest på det, de fleste førstegangsbesøgende forestiller sig, når de tænker på "et tangoshow": par, et orkester, en balsal.
Piazzolla og efter
Afslutningssektionen er ifølge husets egen beskrivelse opkaldt efter Astor Piazzolla — komponisten og bandoneón-spilleren, som fra 1950'erne og frem trak tangoen væk fra dansesalen og mod koncertsalen og smeltede den sammen med jazz og klassisk struktur til det, man normalt kalder nuevo tango. Det er den mest moderne klingende og mindst strengt dansable del af sættet, og det er med vilje den, der afslutter showet og bringer den hundredeoghalvtredsårige bue op til noget, der ligner nutiden.
Seks dansere, én kvartet
I alle fire sektioner består cuadro'en af seks dansere — tre par — akkompagneret af en kvartet med accordeon (fra bandoneón-familien), cello, violin og klaver i stedet for det større orkester, en salon fra guldalderen i virkeligheden ville have brugt. Det er en produktion designet til et lille rum, tilpasset den cirka 190-sæders sal, den spiller i, frem for at være skaleret op til et teater — de samme fire musikere bærer partituret fra arrabal'ens rå begyndelse til Piazzollas mere komplekse arrangementer.